OMFT
OMFT – ORO MYOFUNKTIONEL TERAPI
OMFT er en tværfaglig indsats, der typisk henvender sig til ØNH-læger, tandlæger, tandplejere, tandteknikere, talepædagoger, osteopater, kiropraktorer, fysioterapeuter og ergoterapeuter.
OMFT er også kendt som neuromuskulær genuddannelse af de orale ansigtsmuskler Man kan kalde det for “fitness for tungen og ansigtet”. Metoden fremmer stabiliteten af hele systemet, der omhandler ansigt, tunge, svælg og kæbeled. Tungen er et meget vigtigt organ, som styrer mange processer i din mund vedrørende placering af spyt, væske og mad ift. tygning og synkning samt tale. Tungen har direkte indflydelse på din ansigtsform og kropsholdning, din søvn, dit kæbeled og din generelle sundhed.
Er der spændinger i nakkens muskler, tygge- og halsmuskler eller ligefrem smerter f.eks. i kæbeleddet, så kan problemerne også stamme fra tungen.
Tungens hvileposition bør normalt altid være i ganen, hvor hele tungens overflade rører ganen. Tungen er derved med til at forme ganen og samtidig holde hovedet stabilt. Ved normal hvileposition er tungen også med til at beskytte luftvejene.
Når du trækker vejret gennem næsen, filtreres luften der, den opvarmes og fugtes og når dermed ned i lungerne med korrekt temperatur, fugtighed og renset for urenheder.
Lav tungeposition i hvile kan give mange problemer:
- Generelt dårligere trivsel
- Ganen kan være smallere pga. tungens fravær og kan derfor resultere i skæv tandstilling
- Luften renses via mandler og polypper pga. mundvejrtrækning og smalle næsehuler – hvilket giver risiko for store polypper og mandler.
- Mundvejrtrækning medfører dårligere søvn, blandt andet fordi blodet iltes dårligere end ved vejrtrækning gennem næsen.
- Mundvejrtrækning kan også give trykproblemer i mellemøret, risiko for mellemørebetændelse, snorken/ søvnapnø.
I OMFT behandlingen er der fokus på 4 grundprincipper, hvor du /dit barn skal træne at:
- Læberne skal holdes lukket
- Trække vejret igennem næsen
- Synke korrekt med tungen i ganen
- Tungen skal hvile i ganen med tungespidsen placeret i ganen – let bag fortænderne
OMFT behandling består af en funktionel undersøgelse og et længerevarende hjemmetræningsforløb, hvor du/dit barn lærer at bruge læber og tunge korrekt ( de 4 grundprincipper)
OMFT træningsforløb til børn fra 5 år og voksne
Hvis du er født med et stramt tungebånd, kan der være muskler, du aldrig har brugt før – eller har brugt på en uhensigtsmæssig måde, som har givet dig forstyrrelse/ændringer i forhold til tandstilling, kæbe/knoglevækst og funktionerne ansigt og mund.
Disse muskler skal trænes op, fuldstændig ligesom man træner andre muskelgrupper op i kroppen.
Babyer kan i nogle tilfælde selv rette teknikken gennem amning, men større børn og voksne har altid gavn af et OMFT-forløb som et led i behandlingen af stramt tungebånd.
Nogle gange er et OMFT forløb i sig selv nok til at afhjælpe problemerne ved et stramt tungebånd, så man ikke behøver at få det klippet. Andre gange kræver det at man klipper/løsner et stramt tungebånd, så tungen gives den frihed der skal til for at musklerne kan blive brugt, som de skal.
Kan du genkende nogle af nedenstående problemer hos dig selv eller dit barn, kan du have glæde af OMFT-træning.
Oplever du problemer med:
- at tygge og synke
- at tale
- mundvejrtrækning
- afvigende vækst af kæbe og ansigt
mislykket tandregulering og skæve tænder - åbent bid
- øget mængde af tandsten og caries
- dårlig søvn eller søvnapnøe
- snorken
- smerter i kæbeled
- hovedpine/migræne
- at bide og skære tænder
- nakkespændinger
Har du et barn fra 5 år, der har problemer med:
- at spise rugbrød, kød, pålæg, frugt og grøntsager
- hoster og fejlsynker under måltiderne
- at sutte på tommeltot, klud eller legetøj
- mundvejrtrækning
- at tungen ligger lavt i munden eller mellem tænderne
- at udtale ord og sætninger klart og tydeligt
- åbent bid
- mislykket tandregulering og skæve tænder
- dårligt søvnmønster og derved træthed og mangel på energi i vågne timer
Funktionel undersøgelse og OMFT forløb
Når du/I får besøg af mig, vil jeg undersøge muskler, bindevæv, kæbe, tandstilling, gane, læbe, kind- og tungebånd, synkefunktion, kompensatoriske mønstre, vaner og andre ting. Jeg kan tage billeder af munden og målinger til journal.
Den funktionelle undersøgelse foregår siddende. Ved børn prøver jeg altid på at gøre det så nænsomt og legende som muligt. Ved undersøgelse måler jeg bl.a. læbestyrke, tungens position i hvile og ved synk og kortlægger om der er et stramt tungebånd efter Kotlow’s klassifikation og fra 5 år udføres den sidste nye funktionelle undersøgelse af tungebåndet, som anbefales af de førende eksperter.
Efter undersøgelsen udarbejder jeg en skræddersyet træningsplan, der nøjagtig passer til dit barn/dig og dine udfordringer.
Træningen kan efterfølgende være online eller hjemme hos dig.
OMFT-øvelser kan laves af både børn og voksne
Øvelserne bliver sammensat ud fra alder, behov og udfordringer, og øges i sværhedsgrad fra uge til uge.
Det er ligesom med alle andre træningsprogrammer – de skal trænes i en bestemt rækkefølge ud fra det udgangspunkt, man har.
Derfor er det vigtigt, at du følger dit træningsprogram, så du kommer igennem hvert udviklingstrin, da man ellers ikke får opbygget vanerne på den rigtige måde.
For børn mellem 5-7 år anbefaler jeg et Junior forløb på 9 gange over ca. 20 uger og for større børn og voksne et forløb over 12 gange over 24-30 uger. 1. gang 1½ time, efterfølgende gange typisk ½-3/4 time. Der vil typisk være 2-4 uger mellem hver træningssession.
Hvis jeg vurderer at du/dit barn har brug for at få klippet/løsnet tungebåndet, skal der trænes i minimum 4 uger inden indgrebet, men for større børn og voksne er det ofte nødvendigt at træne 8 uger inden indgrebet.
Hvis du eller dit barn er i forløb for tandretning/bøjlebehandling, vil det være relevant med et samarbejde med tandklinikken for at sikre et godt resultat.
Vil du vide mere om OMFT kontakt mig på mobil (+45) 27 57 37 52 eller info@spiseterapeuten.dk.
Kontakt mig i dag
Du er altid velkommen til at kontakte mig på mail eller ringe for en uforpligtende samtale mandag til torsdag. Tager jeg ikke telefonen, så ringer jeg tilbage til dig hurtigst muligt.